Priser

Varme koster ikke det samme over hele landet. Men principperne for at fastlægge varmeprisen er de samme. De er fastsat i lov om varmeforsyning

Reglerne siger, at varmeprisen skal kunne dække de nødvendige omkostninger, der er forbundet med at producere varme. Det vil sige udgifter til blandt andet brændsler, anlæg, net og ledninger, bygninger og inventar, vedligehold af anlæg og net, lønninger til drift og administration, forsikringer, CO2-afgifter, energiafgifter og svovlafgifter på brændsler

Værkerne må derfor ikke opkræve hverken mere eller mindre for varmen hos forbrugeren, end det har kostet at producere og fordele den. Det princip hedder 'hvile-i-sig-selv'. 

Forbrugere med eget naturgas-, olie- eller biobrændselsfyr har mange af de samme udgifter som et værk. Blandt andet til vedligeholdelse, køb af anlæg, køb af brændsel, afgifter på brændsler mv. 

De store værker vil som udgangspunkt have stordriftsfordele i forhold til de mindre værker og vil blandt andet derfor ofte kunne opkræve en lavere varmepris. Fx kan store værker indkøbe brændslet billigere end mindre værker eller enkelte forbrugere. Nettabet vil også som hovedregel være mindre i de store byer, hvor husene ligger tæt, og hvor varmeforbruget samlet set er større. 

Mange værker producerer både el og varme. Men brændsler til produktion af varme og el er afgiftsbelagt efter forskellige regler. Brændsler, der går til produktion af varme, er afgiftsbelagt. Dette gælder dog ikke for biobrændslerne. 

Brændsler, der går til produktion af el, er ikke afgiftsbelagt. I stedet er forbrugernes elforbrug pålagt afgifter.